Ernst Poulsen
19.05.2015
De små uafhængige netmedier har fået en ny forening. ”Prauda” kom foreningen til at hedde – ved et tilfælde. Bag foreningen står en håndfuld små, men dog etablerede netmedier.
Det er fredag aften, sådan omkring fyraftens-tide. Lige bag Københavns Domkirke, i sidegaden Dyrkøb, har 20 mennesker samlet sig på et lille kontor på 1. sal.
Lokalet fyldes næsten helt ud af en stribe borde, der er samlet i midten af lokalet. Det flyder med flæskesvær, popcorn, småkager og enkelte dåseøl. Stolene er lidt vakkelvorne, køkkenet roder og køleskabet er fyldt med dåseøl.
En stor gruppe af de tilstedeværende er tilknyttet de små netmedier: Netudgaven.dk, AtlasMag.dk, Kongressen.com, Re-Cast.dk, BrainGainGroup.com, Limboland – og ikke mindst blogsyndikatet Den Fri, der lægger lokaler til.
Vi er til stiftende generalforsamling i ”Prauda”, en ny forening for netmedier. Generalforsamlingen har været varslet i en lukket Facebook-gruppe i en månedstid, og det er udvalgte folk, der er blevet inviteret. De to hovedfolk bag foreningen er Thomas Noppen fra Netudgaven.dk og tv-værten og bloggeren Michael Jeppesen fra DenFri.dk.
Og selv om de to har forberedt sig ved at have et sæt vedtægter og et par bestyrelseskandidater klar, er det ikke en stramt styret generalforsamling, der løber af stablen.
Hvad er formålet med foreningen?
”Hvad skal formålet være med foreningen? spørger Michael Jeppesen som det første, da klokken bliver 17 og mødet går i gang. Det åbne spørgsmål resulterer i en åben snak, hvor forskellige bud kommer på bordet.
De fleste forslag handler om at dele viden og om at udvikle journalistikken på nettet. Men også ønsket om at have en fælles repræsentation når fx. snakken om mediestøtte dukker op.
Der udspænder sig også en længere diskussion om, hvordan man skal definere medier i forhold til fx. enkelt-bloggere. De fleste af de små netmedier har indhold i den seriøse ende, og flere udtrykker ønske om, at man undgår at tiltrække bloggere med en mission og en enkeltsag. Det ender med, at man konkluderer, at den stiftende generalforsamling opfordrer medlemmerne til at tilmelde sig Pressenævnet og dermed overholde de presseetiske regler.
Thomas Noppen, der senere på aftenen bliver valgt til formand, opsummerer det sådan: “Vores mål er at skabe et forum, hvor medlemmerne kan genkende en lyst til at eksperimentere med nettets muligheder for at lave medier, og der er som sådan ikke andre fora, der i ligeså høj grad vægter innovation og lysten til at eksperimentere med journalistiske udtryk.”
En fest, en bowle, en lodtrækning
Selve foreningens navn opstod ved lodtrækning, fortæller Michael Jeppesen, der er ordstyrer på selve generalforsamlingen. Navnet er fundet ved et tidligere arrangement.
“Spørgsmålet er, hvordan man skaber et sagnomspundet navn med en historie så god, at alle fortæller den videre. Jeg synes vi løste det flot med en fest for 200 potentielle medlemmer og en bowle i baren, hvor man kunne skrive sit bud på et navn. Klokken midnat var bowlen fuld, og jeg fik i alles påsyn en tilfældigt udvalgt til at dykke hånden ned i den og vælge en seddel. På sedlen stod der ‘Prauda.’ Og det blev vores navn.”
Generalforsamlingen sluttede i vanlig stil af med valg til bestyrelse og formandspost. Og selv om Thomas Noppen flere gange havde fortalt, at han ikke ønskede formandsposten, så belønnede forsamlingen ham for den hidtidige indsats med et massivt psykologisk pres. Det afgjorde emnet, og Thomas Noppen fra Netudgaven.dk blev uden modkandidat kåret til den første formand i Prauda.
De øvrige bestyrelsesmedlemmer blev Michael Jeppesen fra DenFri.dk, Kristoffer Granov fra Atlas, Anders Agner Pedersen fra Kongressen.com og Kasper Jacek fra Baggrund.
På generalforsamlingen blev det også besluttet, at Prauda er en forening for netmedier og medlemsskab blev sat til 2.000 kr. Enkeltpersoner (og medier) kan melde sig ind som støttemedlemmer (uden stemmeret) for 100 kr.
Foreningen kommer inden længe i luften på www.prauda.dk, hvor man kan læse mere og melde sig ind. Indtil da kan man kontakte Thomas Noppen via mail: tn@netudgaven.dk.
Artiklen er skrevet af Ernst Poulsen og er syndikeret fra Ernst Poulsens Blog. Alle rettigheder til billederne tilhører Ernst Poulsen.