De lange formater er der, journalistikken lever mest

Journalistikken har altid brudt regler. Det er, som om det ligger i dens DNA. Journalister skal nærmest være lidt moralsk anløbne i deres metoder, gå lidt for tæt på, stille lidt for ubehagelige spørgsmål, rode i en miljøministers skraldespand for at tjekke, om hun nu også smider for meget mad ud. Det forventer vi. Journalister har én ting i hovedet – historien, frem for alt historien! – og så kan man altid bede om tilgivelse bagefter.

Det er den tilgang, der får folk til at hade journalister, men også derfor, læserne ikke kan lade være med at læse med. I den forstand er journalistikken i sin natur grænsesøgende, eksperimenterende og ustabil. Den ændrer sig, genopfinder sig selv, jager vildt videre ind i den store, interessante skov, som samfundet er. Ind og finde ud af noget, vi slet ikke vidste noget om og slet ikke vidste, vi var interesserede i at vide noget om. Journalistikken er ikke rationel, den prøver hele tiden at genopfinde den dybe tallerken, den bevæger sig i cirkler og ikke fremad, og minder derfor også på mange stræk mere om en kunstart end de fleste andre erhverv.

Et af de mest skelsættende nybrud i journalistikken, som har sat sig dybe spor i alt fra magasiner til dagblade, radioudsendelser og bogudgivelser, er fremkomsten af den litterære journalistik, eller New Journalism, som den blev navngivet af sin ophavsmand Tom Wolfe i 1960erne. Nybruddet bestod først og fremmest i et opgør med ideen om en neutral reporter, der objektivt og sagligt gengiver virkeligheden som den er. Ingen historie er bare, den er altid fortalt fra et særligt ståsted, farvet af en særlig personlighed – journalistens. Den nye journalistik trak skønlitteraturen ind i journalistikken, eller den fjernede de forestillede vandtætte skotter mellem de to ellers så beslægtede skrivepraksisser. Pludselig kunne en artikel godt indeholde dialog, miljøbeskrivelse, personkarakteristikker, plotkurver, og den kunne sagtens være skrevet i en personlig og egenartet stil, fuld af skribentens indfald og personlige refleksioner.

Den litterære journalistik udfordrer dermed konventionelle idéer om sandhed. Den udfordrer idéen om, hvor fremtrædende en rolle skribenten og skribentens refleksioner må spille i en journalistisk tekst. Det medfører naturligvis en række faldgruber, for det er ikke enhver journalists personlige liv, det er interessant at læse om, og hvis en skribents refleksioner om den historie, han/hun arbejder på, skal være givende, kræver det intellektuelt overskud. Man kan ikke bare reflektere derudad, og hvis der optræder et ’jeg’ skal det gerne give noget til teksten, række ud over sig selv.

Når man giver sig i kast med at skrive en mere litterær og eksperimenterende journalistik, bevæger man sig ind i et territorium, hvor farer som retningsløshed og navlepilleri lurer om alle hjørner. Men når det lykkes, når man som skribent formår at få fat om sit stof, når man formår at konstruere en motor, som driver teksten fremad og holder den på sporet, kan litterær journalistik være noget af det mest interessante og givende at læse. Så løfter teksten sig og bliver husket for eftertiden, som en god roman. Tænk bare på David Foster Wallaces essays, der intelligent og hylende morsomt diskuterer menneskets forhold til dyr, det engelske sprog, pornoindustrien eller ambivalensen ved at lade sig forkæle på et krydstogtskib. Eller tænk på Joan Didions reportager om bagsiden af hippiebevægelsen, om drømme og drab i Californien, eller om at forlade New York og sine ungdomsår på samme tid. Og man kunne blive ved.

Den litterære journalistik er en guldgrube, der stadig bliver dyrket og udviklet i de lange magasinformater, der især er populære i USA, og som det brede europæiske og danske publikum efterhånden også er ved at få øjnene op for. Og man forstår det jo godt. For når dygtige journalister får lov at folde sig ud i lange formater, bliver teksten både rigere, sjovere og mere tankevækkende at læse.

Artiklen er skrevet af Alexander Rich Henningsen redaktionschef ATLAS. Læs mere om ATLAS her.